Toast med Hjertespejlæg

Ingredienser:

  • 1 Toastbrød/Sandwichbrød

  • 1 Æg (str. S)

  • Smør til stegning

  • Salt & Peber + andre krydderier efter egen smag

Stik metalformen gennem brødet så der kommer et hjerteformet hul.
Pas på brødet inde i formen. Hvis det pilles forsigtigt ud, kan det ristes, som små fine hjertetoastbrød.

Varm en pande op, og smelt en klat smør ved middel varme.
Der må gerne være pænt med smør på panden, da brødet ellers godt kan blive lidt tørt og brænde på.
Ægget må ikke puttes i endnu, da brødet skal kunne vendes på panden. 
Rist brødet på panden, indtil det er flot gyldent på undersiden.

Når brødet et gyldent på undersiden, skal det vendes og ægget slås ud i hullet.

Det kan være en god idé at skille blomme og hvide fra hinanden, og starte med at lægge blommen ned i hullet, og derefter fylde op med æggehvide, da det nogle gange godt kan knibe med at få hele ægget til at være i hullet.
Det kræver lidt øvelse, men man finder meget hurtigt ud af hvor meget æg der kan være i den form man bruger.

Krydr med salt, peber, chiliflager og hvad du ellers godt kan lide.

Nu skal toastbrødet og ægget bare have lov til at stivne mens undersiden af brødet også bliver ristet.

Hvis du skal lave mange brød, eller mangler lidt tålmodighed, kan ægget stivne hurtigere hvis man sætter panden ind i ovnen ved 185 grader i 3-5 minutter. 

Når ægget er stivnet, er toastbrødene klar til servering.