Koteletter i Fad
Tomat-Fløde Sauce
Ingredienser: (4 personer)
6-8 Fadkoteletter (gerne fra Nakkekoteletter)
1-2 pk. Bacon i skiver
1 Grøn Peberfrugt
1 Gul Peberfrugt
2 Løg
4 fed Hvidløg
1 stor Porre eller 2 små
1 lille dåse majs (gerne med Tex Mex varianten)
2 dåser hakkede/flåede Tomater
½-1 l Fløde eller Creme Fine
2 tsk. Karry
1 spsk. Paprika
1 spsk. Oregano
Knust Chili, Salt & Peber
Start med at tænde ovnen på 200° alm. ovn.
Steg baconen på en stor pande - gerne en grillpande. Læg det færdige bacon på fedtsugende papir, og lad fedtstoffet blive tilbage på panden.
Krydr koteletterne med knust chili, salt og peber.
Snit løg, peberfrugt, porrer og hvidløg.
Brun koteletterne ved høj varme i baconfedtet. Koteletterne skal kun have et øjeblik på hver side, så de får lidt farve - de bliver tilberedt færdigt i ovnen.
Læg de brunede koteletter i en bradepande/ildfast fad (husk at der skal være plads til grøntsagerne og saucen) Krydr med paprika, karry, oregano, salt og peber.
Svits grøntsagerne i fedtstoffet på panden. De skal ikke blive bløde, blot have lidt hård varme og en lille smule farve.
Hæld grøntsagerne + majs over de krydrede koteletter.
Hæld de hakkede/flåede tomater over.
Hæld fløden over, og bland det hele lidt med en gaffel - det behøver ikke at blive rørt sammen.
Sæt retten i den 200° varme ovn i ca. 45 minutter.
Bræk den sprøde bacon i stykker og drys hen over retten.